Vedtægter for Tåstruphave – 4. maj 2016
§ 1. Indledning, formål, medlemskab og hæftelse:
1.1. Ejerforeningens navn er ”EJERFORENINGEN TÅSTRUPHAVE”.
Nærværende vedtægter regulerer, medmindre andet er vedtaget og tinglyst, forholdene om ejerforeningens ledelse, regnskabsaflæggelse, revision, vedligeholdelse og udgiftsfordeling m.v. i det omfang, forholdet ikke er reguleret i lovgivningen.
Foreningens hjemsted er Høje-Taastrup Kommune.
1.2. Ejerforeningens formål er at administrere den fælles ejendom, herunder at renholde og vedligeholde alle fælles indretninger, bygninger og fællesarealer for medlemmerne, der er samtlige ejere af ejerlejligheder i foreningens ejendom. Tinglyst adkomst medfører obligatorisk medlemskab. Udtræden af foreningen sker ved salg af ejerlejligheden og medlemmets forpligtelser over for ejerforeningen ophører, når eventuelle restancer og andre forpligtelser over for ejerforeningen er berigtiget.
1.3. Såfremt en ejerlejlighed ejes af flere personer, har de tilsammen de rettigheder og forpligtelser, som eneejer har.
1.4. For ejerforeningens forpligtelser hæfter det enkelte medlem i forhold til det for ejerlejligheden gældende, tinglyste fordelingstal. En ny ejer, som ved tinglyst adkomst til en ejerlejlighed i ejerforeningen indtræder som medlem, hæfter for alle den tidligere ejer påhvilende forpligtelser over for foreningen, herunder også for skyldige fællesudgifter, varmebidrag, vandbidrag m.m. hidrørende fra tiden før ny ejers overtagelse af ejerlejligheden.
1.5. Ved hvert ejerskifte overgår alle den tidligere ejer påhvilende forpligtelser og rettigheder, herunder også retten til anpart i eventuel foreningsformue eller driftsoverskud til den nye ejer. Et udtrædende medlem kan ikke fordre nogen del af foreningsformuen eller lignende udbetalt.
§ 2. Generalforsamling
2,1. Generalforsamlingen er ejerforeningens højeste myndighed
2,2. De af bestyrelsen trufne afgørelser kan af ethvert medlem, hvem afgørelsen vedrører, indbringes for generalforsamlingen.
2.3. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved stemmeflerhed efter fordelingstal.
2.4. Til beslutninger om væsentlig forandring af fælles bestanddele og tilbehør eller om salg af væsentlige dele af disse eller om ændring i denne vedtægt kræves dog, at 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer såvel efter antal som efter fordelingstal stemmer herfor. Såfremt forslaget uden at være vedtaget efter denne regel har opnået tilslutning fra mindst 2/3 af de repræsenterede medlemmer, såvel efter antal som efter fordelingstal, afholdes ekstraordinær generalforsamling inden otte uger, og på denne kan forslaget – uanset antallet af repræsenterede – vedtages med 2/3 af de angivne stemmer efter antal og fordelingstal.
§ 3. Ordinær generalforsamling:
3.1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Dagsorden for denne skal omfatte mindst følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Bestyrelsens beretning for det senest forløbne år.
3) Forelæggelse af årsregnskab med revisors påtegning til godkendelse.
4) Forslag.
5) Forelæggelse af budget til godkendelse.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7) Valg af suppleanter til bestyrelsen.
8) Valg af revisor.
9) Eventuelt.
3.2. Den ordinære generalforsamling indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst to ugers og højst otte ugers varsel. Årsregnskab og budget udsendes sammen med indkaldelsen.
3.3. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsordenen.
§ 4. Forslag:
4.1. Ethvert medlem har ret til at få emner behandlet på den ordinære generalforsamling.
4.2. Forslag/emner til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest den 15. marts. Forslag/emner der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal i detaljer fremgå af indkaldelsen.
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling:
5.1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes:
> når bestyrelsen finder anledning dertil
> når det til behandling af et angivet emne begæres af mindst 1/4 af ejerforeningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal
> når en tidligere generalforsamling har besluttet det.
5.2. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst to ugers varsel.
5.3. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsordenen.
§ 6. Stemmeret og fuldmagt:
6.1. Ethvert medlem har stemmeret.
6.2. Stemmeretten kan udøves af et medlems ægtefælle/samlever. Stemmeretten kan desuden udøves af en myndig person, som medlemmet skriftligt har givet fuldmagt til.
6.3. Et medlem kan højst afgive tre stemmer i henhold til fuldmagter. Afgivelse af fuldmagt er ikke til hinder for, at medlemmet selv deltager i generalforsamlingen.
§ 7. Dirigent og referat:
7.1. Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent, der ikke behøver at være medlem af ejerforeningen.
7.2. Der udarbejdes referat af forhandlingerne. Referatet underskrives af dirigenten og formanden for bestyrelsen og offentliggøres senest fire uger efter generalforsamlingen på ejerforeningens hjemmeside. Bestyrelsens årsberetning offentliggøres på ejerforeningens hjemmeside 14 dage før afholdelse af ordinær generalforsamling. Såvel referat som årsberetning kan rekvireres i papirformat hos foreningens administration.
§ 8. Bestyrelsens medlemmer:
8.1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Den består af 2-4 medlemmer foruden formanden, der vælges særskilt. Desuden vælges 2 suppleanter. Valgbare som formand, medlemmer af bestyrelsen og som suppleanter er kun ejerforeningens medlemmer, disses ægtefæller/samlevere og myndige husstandsmedlemmer.
8.2. Formanden og bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for to år, således at formanden og halvdelen af bestyrelsens øvrige medlemmer afgår i ulige år. Suppleanter afgår hvert år. Genvalg kan fine sted.
8.3. Ved et bestyrelsesmedlems meddelelse om ikke at ville kunne deltage i bestyrelsesarbejdet i en periode på mindst 12 uger indtræder en valgt suppleant midlertidigt i bestyrelsen. Findes ingen suppleanter, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling til valg af manglende bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Såfremt formanden fratræder i en valgperiode, konstituerer bestyrelsen sig med en ny formand indtil førstkommende generalforsamling.
8.4. Bestyrelsen fastsætter selv forretningsordenen for udførelsen af sit hverv.
§ 9. Bestyrelsens pligter:
9.1. Bestyrelsens har ledelsen af ejerforeningens anliggender.
9.2. Det påhviler bestyrelsen at sørge for god og forsvarlig varetagelse af ejendommens anliggender, herunder overholdelse af god skik og orden, betaling af fællesudgifter, tegning af sædvanlige forsikringer (herunder brandforsikring, kombineret grundejerforsikring og bestyrelsesansvarsforsikring), renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser i det omfang, sådanne foranstaltninger efter ejendommens karakter må anses for påkrævede.
9.3. Bestyrelsen sørger for, at der udarbejdes budget, jfr. § 3 og føres forsvarligt regnskab over de på fællesskabets vegne afholdte udgifter og oppebårne indtægter, herunder de ejerne afkrævede bidrag til fællesudgifter. Bidragene opkræves med passende varsel og forfalder til betaling den 1. i betalingsmåneden.
9.4. Bestyrelsen udarbejder ordensregler, indeholdende husorden, med anvisninger for bl.a. altan- og vinduesvedligeholdelse, udlejning m.v., som efterfølgende fremlægges til godkendelse af generalforsamlingen.
9.5. Bestyrelsesmøder afholdes når bestyrelsen finder behov for dette. Ekstraordinært bestyrelsesmøde indkaldes af formanden eller i formandens forfald af næstformanden, samt når to medlemmer af bestyrelsen begærer det.
9.6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af den samlede bestyrelse, herunder formanden eller næstformanden, er til stede.
9.7. Beslutning træffes af de mødende bestyrelsesmedlemmer ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens eller i formandens forfald næstformandens stemme udslaget.
9.8. Bestyrelsen udarbejder referat af mødet. Referatet underskrives senest på det efterfølgende møde af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet.
§ 10. Drift:
10.1. Den daglige drift af foreningen varetages af en af bestyrelsen ansat inspektør.
10.2. Inspektøren har det daglige ansvar for foreningens personale, kontakt til håndværkere, leverandører til foreningen og at foreningens budget overholdelse.
10.3. Inspektøren deltager på møde med bestyrelsen når dette ønskes, og rapporterer til fulde om den daglige drift til bestyrelsen.
§ 11. Administration:
11.1. Bestyrelsen skal antage en administrator til bistand ved varetagelse af ejendommens daglige drift.
11.2. Administrator skal besidde de fornødne kvalifikationer og være bestallingshavende advokat eller medlem af Ejendomsforeningen Danmark. Administrator må ikke være medlem af ejerforeningen og må ikke være dennes revisor.
§ 12. Tegningsret:
12.1. Ejerforeningen tegnes af to medlemmer af bestyrelsen, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
§ 13. Fællesudgifter m.v.:
13.1. I overensstemmelse med ejerlejlighedslovgivningen afholdes alle foreningens fællesudgifter af ejerlejlighedsejerne forholdsvis i henhold til de tinglyste fordelingstal.
13.2. Dog fritages garageejere for deltagelse i betalinger, der vedrører udgifter, der udelukkende afholdes til vedligeholdelse, nye installationer eller lign. i boligejerlejlighederne, herunder vedr. varme-, vand-, og tv-forsyning.
13.3. Udgifter til vand- og varmeforbrug kan opgøres og fordeles i henhold til regulativ herom.
13.4. Alle anlægs- og driftsudgifter vedrørende fælles medienetværk, herunder TV/radio m.v., afholdes ligeligt med 1/354 for hver ejerlejlighed uanset fordelingstal.
§ 14. Revision:
14.1. Ejerforeningens regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, der vælges af generalforsamlingen.
14.2. Foreningens revisor afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.
14.3. Foreningens revisor må ikke være medlem af ejerforeningen.
14.4. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god revisionsskik, og regnskabet påtegnes af revisor.
§ 15. Årsregnskab:
15.1. Ejerforeningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
15.2. Årsregnskabet skal indeholde både resultatopgørelse og balance.
15.3. Det af generalforsamlingen godkendte regnskab forsynes med dirigentens påtegning om, at regnskabet er fremlagt og godkendt på generalforsamlingen.
§ 16. Vedligeholdelse:
16.1. Den til enhver tid værende lejlighedsejer har ansvaret for den indvendige fornyelse og vedligeholdelse af det areal, der er tilgængeligt gennem lejlighedens hovedindgangsdør og afgrænset af lejlighedens ydermure.
Ejerens fornyelses- og indvendige vedligeholdelsespligt omfatter:
- Alm. vedligeholdelse så som hvidtning, maling og tapetsering,
- Gulvbelægning, gulvbrædder, loftspuds, indvendige døre, egne dørlåse, ruder og indvendige vinduer,
- Ejerlejlighedens udstyr, herunder el-kontakter, toiletter, vaske, vandhaner, radiatorer, radiatorventiler, vand- og varmemålere,
- Fælles forsyningsledninger og fælles installationer efter disse forgreninger i ejerlejligheden.
Lejlighedsejeren må ændre, modernisere og forbedre sin ejerlejlighed, herunder flytte eller fjerne ikke bærende skillerum i det omfang, dette ikke er til gene for andre lejlighedsejere. Lejlighedsejeren er pligtig til at indhente bygningsmyndighedens tilladelse i alle tilfælde, hvor en sådan er påkrævet.
16.2. Ejerforeningen har ansvaret for den udvendige fornyelse og vedligeholdelse, som omfatter:
- De bygningsdele, som ikke i henhold til § 16.1. er omfattet af den enkelte ejerlejlighedsejers ansvar, herunder murværk, døre, der ikke er i forbindelse med den enkelte lejlighed, ruder og vinduer i trappeopgange. Dog påhviler det ejerforeningen at male boligernes vinduer udvendigt.
- Fælles forsyningsledninger og fællesinstallationer indtil disses forgreninger i de enkelte ejerlejligheder, herunder brugsvandsrør, varmerør, forsyningsrør, afløbsrør, faldstammer, aftrækskanaler og hovedelledninger.
- Fællesarealer.
16.3. Enhver lejlighedsejer er pligtig til at give de af ejendomsinspektøren anviste håndværkere adgang til sin ejerlejlighed, når dette er påkrævet af hensyn til reparationer, vedligeholdelse m.v.
16.4. Hvis en ejerlejlighed groft forsømmes, eller forsømmelsen vil være til gene for de øvrige lejlighedsejere, kan bestyrelsen kræve fornøden renholdelse, vedligeholdelse og istandsættelse foretaget inden for en fastsat frist. Kravet fremsættes skriftligt. Efterkommes bestyrelsens krav ikke, kan bestyrelsen på foreningens vegne sætte ejerlejligheden i stand for ejerens regning og om fornødent søge sig fyldestgjort i medfør af foreningens panteret.
§ 17. Udlejning:
17.1. Ved udlejning eller udlån, herunder at lejligheden stilles til brug for andre end ejeren, skal medlemmet senest samtidig med lejeforholdets begyndelse fremsende kopi af lejekontrakten til ejerforeningens administration. Udlejning af en ejerlejlighed skal ske tidsbegrænset for en periode på max. 2 år.
17.2. Udlejning til en ubestemt personkreds er ikke tilladt.
17.3. Den til enhver tid værende ejerlejlighedsejer er pligtig til i forbindelse med hver udlejning eller udlån at indbetale et gebyr på kr. 1.000 til ejerforeningens grundfond. Gebyrets størrelse kan ændres af en generalforsamling.
17.4. Udlejning af enkelte værelser eller hele lejligheder må ikke ske i et sådant omfang, at der bor flere personer i en beboelseslejlighed end 2 gange antallet af opholdsrum.
17.5. Udlejer er pligtig at indskærpe lejer, at lejemålet vedrører en ejerlejlighed, og at lejer skal overholde den for ejendommen vedtagne husorden samt øvrige beslutninger, som måtte være truffet af ejerforeningens generalforsamling. Udlejer er ansvarlig for, at lejer overholder sine forpligtelser i henhold til husorden m.v. og hæfter for enhver skade, som lejer måtte påføre ejerforeningen eller medlemmer af denne.
§ 18. Husorden og regulativer:
18.1. Enhver beboer har pligt til at gennemlæse og følge den gældende husorden og de af generalforsamlingen vedtagne regulativer for vand- og varmeforsyning.
§ 19. Grundfond:
19.1. Ved hvert ejerskifte betales der kr. 1.000,- til en grundfond. Beløbet kan ændres af en generalforsamlings flertal. Ved udlejning se punkt 17.3.
19.2. Bestyrelsen er berettiget til i fælles interesseanliggender at anvende grundfondens midler f.eks. ved fornyelsen af anlæg, uforudsete hændelser mv.
§ 20. Sikkerhedsstillelse:
20.1. Til sikkerhed for ethvert krav, som ejerforeningen måtte få på den til enhver tid værende ejer af en ejerlejlighed, hvad enten kravet måtte vedrøre restancer med hensyn til fællesudgifter m.v., erstatningskrav af enhver art, skal tidligere den 19/12 1975 og den 23/6 1999 tinglyste pantesikkerhed fortsat være gældende, således at nærværende vedtægt intet ændrer heri. Det påhviler hver enkelt ejer at påse, at denne sikkerhed altid har 1. prioritet panteret i hver ejerlejlighed.
Det gentages hermed, at bestemmelsen om tinglyst pantesikkerhed i 1999 angav følgende:
”med virkning fra 1.7.1999 reguleres sikkerhed stor kr. 10.000,00 i henhold til vedtægt § 11 stk. 1, tinglyst den 19/12 1975, med årligt 10% af den til enhver tid værende sikkerhed. Herefter vil sikkerheden pr. 1/7 1999 udgøre kr. 11.000,00 og pr. 1/7 2000 udgøre kr. 12.100,00 og så fremdeles reguleret hver den 1/7 fremover”.
I henhold til denne bestemmelse er den akkumulerede pantesikkerhed pr. 1/7 2015 opgjort til kr. 50.545,00, for hvilket der således er 1. prioritets pantesikkerhed i hver ejerlejlighed uanset lejlighedens fordelingstal. I forbindelse med generalforsamlingens godkendelse af nærværende vedtægt bestemmes, at reguleringen af sikkerhedens størrelse stilles i bero med virkning fra 1/7 2015, så ovennævnte sikkerhedsbeløb forbliver uændret som anført indtil 1/7 2035, fra hvilken dato ejerforeningens generalforsamling kan retablere stigning som vedtaget den 17. maj 1999.
§ 21. Tinglysning:
21.1. Nærværende dokument begæres tinglyst servitutstiftende på ejerlejlighederne nr. 1-398 af matr.nr. 5 it, 5 lf, 5 ir, 5 is og 5 if Taastrup-Valby By, Taastrup Nykirke.
Samtidig hermed ophæves tidligere tinglyst vedtægt, bortset fra de i § 20 nævnte, tinglyste pantesikkerhedsbestemmelser, som fortsat skal være gældende uændret i overensstemmelse med det i § 20 anførte.
21.2. Med hensyn til de på ejendommen påhvilende byrder, servitutter, rettigheder og forpligtelser henvises til ejendommenes blade i tingbogen.
21.3. Påtaleberettiget i henhold til nærværende vedtægt er Ejerforeningen Tåstruphave ved dennes bestyrelse. Administrator er: advokatfirmaet Ternstrøm, Hovedgaden 423, 2640 Hedehusene, til hvem henvendelse vedrørende ejerforeningens forhold kan ske.
Således vedtaget på ejerforeningens ekstraordinære generalforsamling den 4. maj 2016.
Underskrevet af bestyrelsen.
Til vitterlighed, underskrevet af Uno Ternstrøm