Referat af ordinær generalforsamling den 24. april 2024
Ejerforeningen Taastrup Have
År 2024, den 24. april, kl. 18.30 afholdtes i Medborgerhuset, Taastrup, ordinær generalforsamling i Ejerforeningen Taastrup Have.
Tilstede var 58 ejerlejligheder repræsenteret med et samlet fordelingstal på 354.
Tilstede var endvidere inspektør Karsten Frederiksen, medarbejder Bjarne Jensen, advokat Steen Ternstrøm og advokat Mette Ternstrøm.
Formand Erik Larsen bød velkommen og præsenterede dernæst advokaterne, bestyrelsesmedlemmerne og inspektøren.
Dagsorden var i.h.t. indkaldelse af 5. april 2024:
Ad 1. Valg af dirigent og referent:
På formandens forslag blev advokat Steen Ternstrøm valgt som dirigent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var beslutningsdygtig. Advokat Mette Ternstrøm blev valgt som referent.
Ad 2. Årsberetning for 2023 og forelæggelse af årsrapport til godkendelse:
Formanden henviste til den beretning, der er at finde på foreningens hjemmeside.
Formanden bemærkede supplerende, at der siden april 2023 er solgt 26 lejligheder i Taastrup Have (sidste år var tallet 39). Der er udlejet 78 lejligheder, svarende til 22% af foreningens lejligheder, hvoraf der ikke forelå gyldige kontrakter på 48 lejligheder svarende til 61,5% af de udlejede lejligheder.
De oprindelige ejere IS Taastrup Have har 22 ejerlejligheder tilbage med et samlet fordelingstal på 135. De 22 lejligheder svarer til 6,2% af det samlede antal lejligheder.
Formanden oplyste, at der kommer eftersyn af tagene med opstart førstkommende fredag.
Trods megen regn i 2023 har foreningen kun haft en lille vandskade.
Om udviklingen i området oplyste formanden, at byggeriet på boldbanerne mellem Taastrup Have og Selsmosen er i fuld gang, og at der desværre er vise støjgener i tidsrummet kl. 7-18, hvor der må arbejdes.
Vandværket graver i området, og det vil stå på endnu 3-4 måneder.
Endelig mindede formanden om, at det er muligt gratis at abonnere på Brunata Online, så man kan følge udviklingen i sit forbrug af varme, og formanden benyttede lejligheden til at opfordre beboerne til at tilmelde sig.
Der var ingen bemærkninger til beretningen, der blev taget til efterretning.
Dirigenten gennemgik herefter det udsendte regnskab med resultatopgørelse og balance.
I årsregnskabet var der et driftsmæssigt overskud på kr. 363.582, hvilket var ca. 360.000 kr. mere end budgetteret.
Formanden supplerede undervejs med bemærkninger til de enkelte punkter i driftsregnskabet, og det blev bl.a. bemærket:
– at der var et overskud på kr. 198.745 i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger, som bl.a. skyldes at foreningen havde fået et nyt billigere tilbud fra en maler, og at der i øvrigt var indregnet ”buffere” i budgettet,
– at der var et underskud på kr. 83.126 til renholdelse, hvilket hovedsageligt skyldtes en hovedreparation på traktor,
– at en del af kr. 559.320, som pr. 31.12.2023 stod på Grundfond, vandmålere, i foråret 2024 var anvendt til at betale de 1000 vandmålere, som blev skiftet i 2023, således at der pr. 31.3.2024 nu var ca. kr. 90.000 tilbage på Grundfond, vandmålere.
Sussie (38, 1. th.) spurgte, om beboerne selv skulle stå for nogen del af reetablering efter vandværkets gravearbejde. Formanden svarede nej.
Susanne (17) spurgte, hvad ”Grundfond, ejerskifte/udlejning kr. 211.750” i balancen (årsrapporten s. 12) skulle anvendes til. Formanden forklarede, at det f.eks. skulle dække udgifter i forbindelse skade ved fraflytning, men at der var tale om en Grundfond, som kunne anvendes til diverse udgifter, som måtte dukke op.
Dirigenten tilføjede, at penge i grundfond anvendes til uforudsete udgifter, som ikke er medtaget i budgettet, og at grundfondsmidler kan være en øremærket opsparing, som skal anvendes til nærmere bestemte udgifter.
Dirigenten kunne derefter konstatere, at forsamlingen enstemmigt godkendte årsrapporten.
Ad 3. Budget 2024 og fastsættelse af månedlige fællesbidrag:
Som administrator orienterede Steen Ternstrøm om grundlaget for budgetforslaget i regnskabets s. 10, hvor det bl.a. blev bemærket, at der var afsat kr. 796.000 til almindelig vedligeholdelse af bygninger, kr. 677.000 til fællesarealer, kr. 327.054 til forsikringer og 200.000 til forbrugsafgifter herunder el. Stigning i posten administration og revision skyldes sædvanlig årlig regulering i h.t. nettoprisindekset.
Dirigenten oplyste, at budgetforslaget forudsætter uændret fællesbidrag, og at der budgetteres med et lille underskud kr. 41.364.
På forespørgsel kunne formanden bekræfte, at udgift til maling af vinduer omfattede alt udvendigt træværk.
Der var ikke flere spørgsmål eller bemærkninger til budgettet, der blev enstemmigt vedtaget.
På generalforsamlingen bemærkede formanden, at Amager Sanitetsservice var ved at lægge en ny hovedledning, og at bestyrelsen fandt det hensigtsmæssigt at benytte lejligheden til at få trukket nye vandledninger fra hovedledningen og ind til bygningerne. I nr. 1-3-5 var der en ledning som for nyligt brast, og der var tale om en udbedringsudgift på kr. 80.000, som blev betalt af forsikringsselskabet, men foreningen havde en selvrisiko på kr. 30.000.
Vandledningerne er meget gamle, og bestyrelsen har derfor besluttet at skifte ledningerne til bebyggelsen og så anvende kr. 438.000, som i budgettet er afsat til flisebelægning, til nye vandledninger i stedet. Bliver udgiften større end kr. 438.000 kan merudgiften, vil det overskydende beløb blive trukket på Grundfond ejerskifter/udlejning.
Dette gav ikke anledninger til spørgsmål eller bemærkninger.
Ad 4. Forslag:
Forslag A fra beboer om indførelse af P-kontrol.
Forslagsstiller Jacob (17. 2. tv.) gennemgik forslaget og motiverede dette.
Dirigenten oplyste, at han som administrator har erfaret, at det er almindeligt, at en forening indleder med at indbyde en gæst til en generalforsamling, som kan fortælle om mulighederne for p-kontrol og orientere om de mange beslutninger, som skal træffes i den forbindelse.
Herefter nedsættes der typisk en arbejdsgruppe, som skal fremkomme med et konkret forslag til behandling på efterfølgende ordinær/ekstraordinær generalforsamling. Firmaerne, som tilbyder p-kontrol, lever af at udstede bøder, så der ikke er udgifter for foreningen, og i øvrigt sætter firmaerne skilte op med parkeringsregler på området for egen regning, forudsat der indgås en bindende aftale i en given uopsigelig periode (formentlig 12 mrd.).
Forslagsstiller oplyste, at det vurderes at være noget, som haster at få bragt i orden.
Flere i forsamlingen medgav, at der var problemer med at finde p-pladser allerede midt på dagen herunder grundet alt byggeriet og de mange håndværkere i området, og at det kun ville blive endnu værre, når folk flyttede ind i den ny bebyggelse i nabo området.
Formanden tilkendegav, at det er bestyrelsens holdning, at generalforsamlingen bør stemme om forslagets pkt. 3, så der kunne nedsættes en arbejdsgruppe, som kunne arbejde hen over sommeren, og at der så vil blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling efter sommerferien – formentlig september måned.
Niels (3 st.th.) var enig i, at der var et akut problem, men henstillede til, at det ikke gik for stærkt, og opfordrede forsamlingen til at tilslutte sig bestyrelsens anbefaling om nedsættelse af arbejdsgruppe, så man fra starten fandt den strategisk rigtige løsning.
Der var derefter en livlig debat, der mundede ud i, at forslagsstiller accepterede, at forslaget pkt. 3 blev sat til afstemning.
Forslag A’s pkt. 3 blev vedtaget, og forslagets pkt. 1 og 2 bortfald herefter.
Der blev herefter nedsat et arbejdsudvalg bestående af:
Forslagsstiller Jacob (17, 2. tv.)
Formand Erik (28, 2. th.)
Helle (5, 1. tv.)
Niels (3, st.th)
Jan (22, 2.th.)
Forslag fra bestyrelsen
1. Indkøb og opsætning af nye postkasser.
Formanden motiverede forslaget. Forslaget blev drøftet, sat til skriftlig afstemning og nedstemt, da et flertal gav ud tryk for, at postkasserne var gode nok.
2. Etablering af postkasse-fond.
Formanden tilkendegav, at det ikke længere syntes at give mening at opretholde forslaget,
men da der var et ønske fra salen om, at forslaget blev opretholdt, blev det sat til skriftlig
afstemning og nedstemt.
3. Aftaleoplæg fra Fibia.
Formanden motiverede forslaget, og forslaget gav anledning til livlig debat.
Niels (3, st.th.) oplyste, at han mente, at den eksisterende aftale var god og rimelig i pris, og at man kunne frygte, at der hurtigt ville komme en prisstigning, hvis det nye tilbud fra Fibia blev accepteret, idet der tilsyneladende ikke var en bindingsperiode, som i det gamle tilbud.
Jacob (17, 2. tv.) oplyste, at han havde læst tilbuddet, og heri var det anført ”fast pris i løbetid”. Flere i salen stillede sig tvivlende overfor, om der var tale om en prisgaranti.
Dirigenten oplyste, at den eksisterende aftale med Fibia havde løbet i 5 år, og at foreningen i h.t. aftalen ville kunne købe anlægget af Fibia for ca. kr. 800.000. Hvis nuværende aftale blev fastholdt ville ejerskabet til anlægget efter yderligere 5 år automatisk kunne overgå til foreningen uden omkostninger, men at det var uvist, hvad foreningen kunne bruge ejerskabet til.
Henrik (42, 2. th.) forespurgte, om man kunne være sikker på, at individuelle aftaler med Fibia trådte i kraft i samme øjeblik, som den eksisterende aftale ophørte, da det ville være problematisk at være uden internet i en periode. Bestyrelsen kunne ikke give garantier.
Flere gav udtryk for, at en opsigelse af den eksisterende aftale ville betyde, at de personer, som ikke bruger internet fra Fibia, kunne spare den faste betaling kr. 99 hver måned, og at det var rimeligt, at det kun var de personer, som anvendte Fibia, som rent faktisk betalte for det, hvorfor Fibia tilbud burde tiltrædes.
Andre tilkendegav, at den 10-årig aftale med fast udgift kr. 99 var god og billig, og at man kunne frygte en prisstigning, hvis Fibias nye tilbud / aftaleoplæg blev tiltrådt.
Forslaget blev sat til afstemning, og det blev nedstemt.
4. Slukkeanlæg i festlokalet
Formanden motiverede forslaget.
På forespørgsel kunne det bekræftes, at det efter slukketid ville være nødbelysning men ingen strøm til at støvsuge eller igangsætte opvaskemaskinen, hvorfor lejere måtte gøre rent dagen efter.
Det blev bemærket, at udgiften til at installere slukkeanlægget oversteg den årlige lejeindtægt, hvorfor det ville være billigere at lukke forsamlingshuset.
Forslaget blev sat til afstemning og blev nedstemt.
Ad 5. Valg af bestyrelse:
a. Valg af formand:
Formanden er ikke på valg i år.
b. Valg af bestyrelsesmedlemmer:
Ulrich Schmidt og John Rommedahl var på valg og ville gerne modtage genvalg.
De 2 kandidater blev kort præsenteret og blev begge genvalgt.
Bestyrelsen består herefter igen af:
Erik Larsen (formand), 28, 2. th. på valg i 2025
Per Jensen, 32, st.tv. på valg i 2025
Gyda Kræsing, 45, 1. tv. på valg i 2025
Ulrich Schmidt, 43, st.th. på valg i 2026
John Rommedahl, 26, 1. th. på valg i 2026
Ad 5. Valg af suppleanter:
På valg var Maksym Zhovtyi (39, 2. th.) og Melis Aydin (5, 1. mf.), som gerne modtog
genvalg.
Suppleanterne blev genvalgt:
1. suppleant: Maksym Zhovtyi (39, 2. th.)
2. suppleant: Melis Aydin (5, 1. mf.)
Ad 6. Valg af revisor:
Revisor blev genvalgt.
Ad 7. Eventuelt:
Kim (14, 2. th.) spurgte om bestyrelsen ville overveje at opsætte kaldeanlæg i opgangene.
Formanden svarede, at det havde været oppe at vende på tidligere generalforsamlinger, hvor det var nedstemt. Det var dyrt, og bestyrelsen havde ikke aktuelt planer om at stille forslag herom.
Formanden bemærkede, at enhver beboer havde mulighed for at fremsætte konkret forslag til en generalforsamling.
Der var ikke yderligere bemærkninger fra forsamlingen. Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt og der blev takkede for god ro og orden.
Formand Erik Larsen takkede for fremmødet, hvorefter han hævede generalforsamlingen.
Underskrevet d. 29. april 2024 af:
Som dirigent: Steen Ternstrøm
Som formand: Erik Larsen
Som referent: Mette Ternstrøm