Referat af ordinær generalforsamling den 22. april 2026
Ejerforeningen Taastrup Have
År 2026, den 22. april, kl. 18.30 afholdtes i Medborgerhuset, Taastrup, ordinær generalforsamling i Ejerforeningen Taastrup Have.
Tilstede var 34 ejerlejligheder repræsenteret med et samlet fordelingstal på 200.
Tilstede var endvidere inspektør Karsten Frederiksen, medarbejder René Stabell Hansen, advokat Steen Ternstrøm og advokat Mette Ternstrøm.
Formand Erik Larsen bød velkommen og præsenterede dernæst advokaterne, bestyrelsesmedlemmerne, inspektøren og medarbejderen.
Dagsorden var i.h.t. indkaldelse af 31. marts 2026:
Ad 1. Valg af dirigent og referent:
På formandens forslag blev advokat Steen Ternstrøm valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Advokat Mette Ternstrøm blev valgt som referent.
Ad 2. Årsberetning for 2025 og forelæggelse af årsrapport til godkendelse:
Formanden henviste til den beretning, der er at finde på foreningens hjemmeside.
Formanden bemærkede supplerende, at der siden april 2025 er solgt 19 lejligheder i Taastrup Have. Sidste år var tallet 27, og der har været en periode på 3 måneder, hvor der ikke har været en eneste lejlighed til salg. Der er 71 udlejede lejligheder, svarende til 20,6% af foreningens lejligheder, hvoraf der ikke foreligger gyldige kontrakter på 42 lejligheder svarende til 59,2% af de udlejede lejligheder. De oprindelige ejere IS Taastrup Have har 16 ejerlejligheder tilbage med et samlet fordelingstal på 102. De 16 lejligheder svarer til 4,5% af det samlede antal lejligheder.
Formanden fortalte, at 3F har verseret en tvist mellem foreningen og en tidligere ansat. Foreningen har været nødsaget til at ansætte en ekstern advokat med speciale i ansættelsesret, og status er, at man nu i 3 måneder ikke har hørt fra 3F.
Formanden oplyste, at det går dårligt med affaldssortering, og Karsten og Rene bruger uforholdsmæssigt meget tid på at sortere. Formanden opfordrede alle til at gøre en ekstra indsats.
Formanden påpegede, at toilettet ikke er skraldespand, og at man kun må smide toiletpapir i toilettet – ingen vådservietter eller andet affald, som kan sætte sig fast i rottespærre. Hvis ikke dette efterleves, risikerer foreningen, at rottesikringen ikke virker, og at der kommer rotter i kloakkerne.
Buslinje 850 genopstår den 28. juni 2026, og selvom ruten ikke er fastlagt endnu, er der en forventning om, at den igen kommer til at vende i Taastrup Have til gavn for beboerne.
Der var ingen spørgsmål eller bemærkninger til beretningen, der blev taget til efterretning.
***
Dirigenten og formanden gennemgik herefter det udsendte regnskab med resultatopgørelse og balance.
Formanden bemærkede særligt, at der på posten ”kloak m.m.” (under renholdelse) var et vist underskud i forhold til budgettet. Dette skyldes en uforudset udgift i forbindelse med, at omfangsdræn ved altansiden på blok K faldt sammen og måtte repareres.
Administrationsudgiften er steget i h.t. indeksregulering og underskud på denne overordnede post i forhold til budget skyldes føromtalte eksterne advokatudgift.
Administrator supplerede med at bemærke, at der i h.t. årsregnskabet er et driftsmæssigt overskud kr. 319.315 efter finansielle poster, som foreslås anvendt som anført nederst på side 9 i regnskabet. Han forklarede, at denne fordeling godkendes af generalforsamlingen, hvis regnskabet godkendes. På forespørgsel kunne administrator bekræfte, at kr. 98.651 af overskuddet, der står som ”overført resultat”, ikke er øremærket til noget bestemt, men indgår i foreningens frie egenkapital. Formanden kunne supplerende oplyse, at Grundfonden vokser med flyttegebyrer, der betales i forbindelse med til- og fraflytning, og denne er øremærket til skader, som eventuelt er opstået i den forbindelse.
En beboer undrede sig over, at Falck var nævnt 2 steder i regnskabet (note 10 og 21). Administrator forklarede, at foreningen i 2025 har betalt udgift ”Abonnementer og afgifter” kr. 57.843, (herunder Falck abonnement), men at beløbet vedrører abonnementer for en periode, som strækker sig ind i 2026, hvorfor udgiften periodiseres i note 21.
Da der ikke var yderligere spørgsmål, kunne dirigenten kunne derefter konstatere, at forsamlingen enstemmigt godkendte årsrapporten.
Ad 3. Budget 2026 og fastsættelse af månedlige fællesbidrag:
Formanden gennemgik de enkelte punkter i budgettet.
Særligt bemærkedes, at der er afsat kr. 425.000 til indkøb af nyt styresystem til varmecentralen (under installationer), idet det ikke er muligt at få reservedele til det gamle system.
Ejerforeningen er i gang med at male udvendigt træværk, oprette fortove og lægge granitskærver langs blokkene.
På forespørgsel blev det oplyst, at ejerforeningens faste maler, Maler-Mette, har fundet andet arbejdet og er stoppet som maler for foreningen. Foreningen har fundet en ny maler. På forespørgsel oplyste formanden, at det ikke er vurderes at være dyrere at indgå en aftale med en enkelt maler, som indgår i ”vedligeholdelses-cyklus”, fremfor at have et firma med mange malere til en hurtig løsning af opgaven. Nuværende måde at gøre tingene på passer fint med foreningens drift.
Formanden gennemgik et kagediagram vedr. foreningens faste og mindre faste udgifter. Det blev påpeget, at renovation udgør en meget stor del af foreningens faste udgifter.
Formanden bemærkede, at indtægt fællesbidrag i regnskab fra 2025 er større en i 2024, hvilket skyldes, at indtægter fra garageleje er flyttet til fællesbidrag.
Det blev oplyst, at budgetforslaget lægger op til uændret fællesbidrag. Der budgetteres med et lille underskud på kr. 115.601 i 2026.
Der var ikke flere spørgsmål eller bemærkninger til budgettet, der blev enstemmigt vedtaget med uændret fællesbidrag.
Ad 4. Forslag:
Forslag fra bestyrelsen
Forslag 1 var sålydende:
”Idet der henvises til den sammen med indkaldelsen omdelte / udsendte deklaration og rids / tegning vedr. vandledning foreslås det, at den nævnte deklaration vedr. ”vandledning” inkl. rids, tegning og evt. gml-fil tinglyses på ejerforeningens matrikel nr. 5 it, Taastrup Valby-By, Taastrup Nykirke. I tilknytning hertil foreslås det desuden, at bestyrelsen bemyndiget til at indgå underskrive de nødvendige dokumenter for tinglysningsretten med henblik på tinglysningen af deklaration mv.”
Dirigenten forklarede, at det på sidste års generalforsamling blev enstemmigt vedtaget, at der
skulle tinglyses en deklaration om vandledninger på ejerforeningens matrikel, men tinglysningsretten har afvist tinglysning, idet en sådan beslutning ifølge tinglysningsretten skal vedtages med et kvalificeret flertal, hvilket vil sige, at 2/3 af samtlige af ejerforeningen beboere efter antal for fordelingstal skal stemme for forslaget.
Forslaget blev igen sat til afstemning. Samtlige fremmødte stemte for. Der var ingen blanke stemmer og ej heller stemmer imod forslaget, men da 2/3 af beboerne ikke er til stede på generalforsamlingen, er proceduren således, at der nu skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling 12. maj 2026, hvor forslaget igen skal sættes til afstemning. Hvis 2/3 eller mere af de fremmødte efter antal og fordelingstal på den kommende ekstraordinære generalforsamling stemmer for forslaget, er dette endeligt vedtaget.
Ad 5. Valg af bestyrelse:
a. Valg af bestyrelsesmedlemmer:
Ulrich Schmidt (43, st.th.) og John Rommedahl (26, 1. th.) var på valg, og begge vil gerne modtage genvalg.
Begge blev genvalgt.
Bestyrelsen består herefter igen af: Erik Larsen (formand), 44, st. th. på valg i 2027
Per Jensen, 32, st.tv. på valg i 2027
Gyda Kræsing, 45, 1. tv. på valg i 2027
Ulrich Schmidt, 43, st.th. på valg i 2028
John Rommedahl, 26, 1. th. på valg i 2028
Ad 6. Valg af suppleanter:
På valg var Maksym Zhovtyi (39, 2. th.) og Melis Aydin (5, 1. mf.), som gerne modtager genvalg.
Suppleanterne blev genvalgt:
1. suppleant: Melis Aydin (5, 1. mf.)
2. suppleant: Maksym Zhovtyi (39, 2. th.)
Ad 7. Valg af revisor:
Revisor blev genvalgt.
Ad 8. Eventuelt:
Der var spørgsmål til gravearbejdet på fælles arealer, hvor der bl.a. er fjernet en hæk. Formanden oplyste, at hækken er død, og at der vil blive sat påskeliljer. Karsten bemærkede, at vildtbedene ikke har fungeret, og han kunne på opfordring bekræfte, at der ville blive plantet tulipanløg.
En beboer foreslog, at man udarbejdede vejledninger på engelsk, så man f.eks. kan undgå, at der bliver hældt fritureolie i håndvask, idet det vil spare foreningen for både tid og penge. Formanden oplyste, at sproget, som tales og skrives i foreningen og på foreningens vegne, er dansk, og at det ikke er vanskeligt for en udenlandsk beboer selv at lade husorden o.l. oversætte til den pågældendes eget sprog ved hjælp af Google Translate, Chat-GPT eller lignende.
En beboer spurgte, om man ikke kunne ændre foreningens vedtægter, så alle generalforsamlingsbeslutninger fremover skulle vedtages med simpelt flertal. Dirigenten oplyste, at det ville være i strid med gældende regler, og at det sådan set er en fordel og en sikkerhed for beboerne, at særligt indgribende beslutninger skal vedtages med kvalificeret flertal.
En beboer foreslog, at man sætter tydelige piktogrammer op for at anvise retningslinjerne for de beboere, som ikke taler dansk.
En anden beboer oplyste, at der var kommet nyt energimærke, og spurgte om der er forslag til forbedringer, som vil blive taget op. Formanden oplyste, at energimærket er så nyt, at bestyrelsen ikke har nået at gennemgå den i detaljer.
Formanden kunne på forespørgsel bekræfte, at det er umuligt at regulere, hvor meget folk ryger inde i deres lejligheder.
Forespurgt kunne inspektøren oplyse, at der ikke bliver gjort ekstra rent i de opgange, hvor der er hunde, og at det er op til beboerne selv at fjerne støv i tørrerummet i kælderen.
Der var ros og tak til Karsten og Rene for deres gode indsats.
Der var ikke yderligere bemærkninger fra forsamlingen. Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt, og der blev takkede for god ro og orden.
Formand Erik Larsen takkede for fremmødet, hvorefter han hævede generalforsamlingen.
Referatet er den 28. april 2026 underskrevet af:
Som dirigent: Steen Ternstrøm
Som formand: Erik Larsen
Som referent: Mette Ternstrøm