Taastrup Have – sø og boliger

Ejerforeningen Tåstruphave

Referat af generalforsamling den 30. april 2025

Ejerforeningen Taastrup Have

År 2025, den 30. april, kl. 18.30 afholdtes i Medborgerhuset, Taastrup, ordinær generalforsamling i Ejerforeningen Taastrup Have.

Tilstede var 42 ejerlejligheder repræsenteret med et samlet fordelingstal på 247.

Tilstede var endvidere inspektør Karsten Frederiksen, medarbejder René Stabell Hansen, advokat Steen Ternstrøm og advokat Mette Ternstrøm.

Formand Erik Larsen bød velkommen og præsenterede dernæst advokaterne, bestyrelsesmedlemmerne og inspektøren.

Dagsorden var i.h.t. indkaldelse af 9. april 2025:

Ad 1.  Valg af dirigent og referent:

På formandens forslag blev advokat Steen Ternstrøm valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.

Advokat Mette Ternstrøm blev valgt som referent.

Ad 2. Årsberetning for 2024 og forelæggelse af årsrapport til godkendelse:

Formanden henviste til den beretning, der er at finde på foreningens hjemmeside.

Formanden bemærkede supplerende, at der siden april 2024 er solgt 27 lejligheder i Taastrup Have. Sidste år var tallet 26. Der er 79 udlejede lejligheder, svarende til 22,3% af foreningens lejligheder, hvoraf der ikke foreligger gyldige kontrakter på 50 lejligheder svarende til 63,1% af de udlejede lejligheder. De oprindelige ejere IS Taastrup Have har 17 ejerlejligheder tilbage med et samlet fordelingstal på 108. De 17 lejligheder svarer til 4,8% af det samlede antal lejligheder.

Formanden oplyste supplerende, at renovering af alle vandledninger er gennemført og afsluttet. Det har givet anledning til meget rod og et underskud i regnskabet, men nu kan ledningerne til gengæld holde de næste 50 år.

Det første halve år med p-vagter er gået godt.

Formanden bemærkede, at regnskabet viser et temmelig stort underskud, men at ejerforeningen har fået en masse værdi for pengene, hvorfor det er et ”godt underskud”.  

Der var ingen bemærkninger til beretningen, der blev taget til efterretning.

***

Dirigenten og formanden gennemgik herefter det udsendte regnskab med resultatopgørelse og balance.   

I årsregnskabet var der et driftsmæssigt underskud, hvilket hovedsagelig skyldes udskiftning af vandmålere. Udgifter til vedligeholdelse af installationer var i resultatopgørelsen kr. 635.768 mod de i budgettet afsatte kr. 185.000, og udgifter til bygninger var på kr. 954.665 mod kr. 796.000 i budgettet. Til dækning af underskuddet har man bl.a. trukket kr. 491.145 fra foreningens opsparing til vandmålere og kr. 207.563 fra Grundfonden (ejerskifte/udlejning), hvorfor underskud der overførtes til egenkapitalen er kr. 243.737.

En beboer fortalte, at han mod egen betaling har fået udskiftet varmemålere, da radiatorerne i sin tid blev udskiftet. Formanden oplyste, at når varmemålerne skal udskiftes, udskifter man alle i et samlet projekt uanset den enkelte målers alder og stand.

Dirigenten kunne derefter konstatere, at forsamlingen enstemmigt godkendte årsrapporten.

Ad 3.  Budget 2025 og fastsættelse af månedlige fællesbidrag:

Formanden og dirigenten gennemgik de enkelte punkter budgettet, og det blev oplyst, at budgetforslaget lægger op til en stigning på i fællesbidrag på ca. 5 %. Der budgetteres med et lille overskud på kr. 33.938 i 2025.

På forespørgsel kunne formanden bekræfte, at årsagen til, at udgifterne i budgettet note 12 vedrørende internet steg fra kr. 4.000 til kr. 40.000, er opsætning yderligere kameraer.

Der var ikke flere spørgsmål eller bemærkninger til budgettet, der blev enstemmigt vedtaget med den nævnte stigning.

Ad 4.  Forslag:

Forslag A fra beboer om p-tilladelser for pendler

Forslagsstiller Jan (35, 2. tv.) gennemgik forslaget og motiverede dette.

Dirigenten oplyste, at der forelå et regelsæt for parkering i foreningen, men at generalforsamlingen kan vedtages, at bestyrelsen kan dispenserer for krav om fast bopæl i foreningen, når der er tale om pendlere, og dette kan dokumenteres.

Formanden supplerede med, at det burde være muligt at imødekomme de få pendlere i Taastrup Have, hvis de kunne fremvise ”pendlerattest”. Dirigenten forklarede, at der er generelt er bopælskrav, og at man derfor skal have kommunens tilladelse til at lade en lejlighed, som man køber, stå tom, hvilket er det man gør, når man har sin bopælsadresse et andet sted og ikke udlejer sin lejligheden i Taastrup Have. 

En beboer mente, at tinglyst adkomst burde være tilstrækkeligt til, at der kunne udstedes p-tilladelse.

Dirigenten oplyste, at man bør være tilbageholdende med at lave større uovervejede ændringer til det gældende og gennemarbejdede regelsæt, da det kan få uventede og utilsigtede konsekvenser.

Formanden oplyste, at reglerne lige  nu er enkle og overskuelige. En ejer kan få p-tilladelse forudsat bil er indregistreret i Taastrup Have. Man kan købe en månedstilladelse, og hver ejer får 20 p-tilladelse pr. måned til gæster.

Dirigenten præciserede, at generalforsamlingen i henhold til forslaget skal stemme om, hvorvidt pendlere, der ejer lejlighed i Taastrup Have, med bestyrelsens tilladelse og under forudsætning af fremvisning af dokumentation for pendlerstatus, kan få dispensation og få tildelt 2 p-tilladelser, som alle andre. Det er bestyrelsen, der skønner om betingelserne for dispensation er opfyldt, og om tilladelse skal gives.

Forslaget blev sat til afstemning og blev vedtaget.

Forslag fra bestyrelsen

1.       Indkøb og opsætning af nye postkasser.

Formanden motiverede forslaget.

En beboer frygtede, at tilbuddet var for billigt, således at der er tale om dårlig kvalitet med begrænset levetid.

Bestyrelsesmedlem John Rommedahl bemærkede, at der er tale om varmgalvaniserede, pulverlakerede postkasser, som bestemt kan holde længere end 10 år.

Forslag om, at indkøb og opsætning af postkasser og finansiering heraf med ekstraordinær betaling på kr. 972 pr. bolig ved opkrævning over 3 måneder blev sat til afstemning og blev vedtaget med 23 for og 11 imod.

2.       Etablering af postkasse-fond

Formanden motiverede forslaget, der blev sat til afstemning og nedstemt.

3.       Dirigenten forklarede, at der skal tinglyses en deklaration om vandledninger på ejerforeningens matrikel, og at der ikke er noget usædvanligt i det.

           Forslaget blev sat til afstemning og blev enstemmigt vedtaget, således at generalforsamlingen har bemyndiget bestyrelsen til at underskrive de fornødne dokumenter i forbindelse med tinglysning af pågældende deklaration.

Ad 5.  Valg af bestyrelse:

Valg af formand:

Formanden Erik Larsen (44, st.th.) var på valg og vil gerne modtage genvalg.

Erik Larsen blev genvalgt.

Valg af bestyrelsesmedlemmer:

Per Jensen (32, st.tv.) og Gyda Kræsing (45, 1. tv.) var på valg, og begge vil gerne modtage genvalg.  

Begge blev genvalgt. 

Bestyrelsen består herefter igen af:          Erik Larsen (formand), 44, st. th. på valg i 2027

                                                                                Per Jensen, 32, st.tv. på valg i 2027

                                                                                Gyda Kræsing, 45, 1. tv. på valg i 2027

                                                                                Ulrich Schmidt, 43, st.th. på valg i 2026

                                                                                John Rommedahl, 26, 1. th. på valg i 2026

Ad 6.  Valg af suppleanter:

På valg var Maksym Zhovtyi (39, 2. th.) og Melis Aydin (5, 1. mf.), som gerne modtager genvalg.

Suppleanterne blev genvalgt:

1. suppleant: Maksym Zhovtyi (39, 2. th.)

2. suppleant: Melis Aydin (5, 1. mf.)

Ad 7.  Valg af revisor:

Revisor blev genvalgt.

Ad 8.  Eventuelt:

På forespørgsel oplyste formanden at ejerforeningens Falck-abonnement bl.a. dækker medarbejderne, stormskader o.l.

En beboer gav udtryk for, at det muligvis ikke er lovligt at regulere parkering på den første del af vejen op mod stationen.

Formanden opfordrede til, at man kontakter Karsten Frederiksen, hvis man konstaterer sætningsskader på bygningerne, som kan opstå i forbindelse med nybyggeriet ved siden af. Der er konstateret skader i nr. 38.

Der var ikke yderligere bemærkninger fra forsamlingen. Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt, og der blev takkede for god ro og orden.

Formand Erik Larsen takkede for fremmødet, hvorefter han hævede generalforsamlingen.

Underskrevet d. 8. maj 2025 af:

Som dirigent: Steen Ternstrøm.

Som referent: Mette Ternstrøm

Som formand: Erik Larsen.