Taastrup Have – sø og boliger

Ejerforeningen Tåstruphave

Formandens beretning til generalforsamlingen 2024

Er du lige flyttet ind i Taastrup Have (så hjertelig velkommen), og mangler du svar på et eller andet. Så finder du sikkert svaret på vores hjemmeside: www.taastruphave.com

Endnu et år er skrevet til Taastrup Haves historie.

Året 2023 blev for bestyrelse og formand et meget travlt år. Der var rigtig mange ”sager” der skulle tage stilling til – store sager som taghætterne, radiator udskiftning, returtemperatur, jo – der var nok at se til. Men mere om ”sagerne” senere i beretningen.

Ved indgangen til 2023, havde jeg et oprindeligt ønske om et roligt år, et år hvor der ikke skete de store ting. Men nej sådan blev det ikke, men det kan jo være at 2024 bliver et roligt år – det håber jeg.

De sidste par år, har jeg hver onsdag lagt Lokalavisen Taastrup ud på vores Facebookside – her kan du så læse den, og derfor kan du opsige papirudgaven – til glæde for naturen og vores aviscontainere.

Jeg vil da også foreslå dig at læse reklamer og tilbudsaviser på nettet – det vil spare endnu mere papir.


Der står i vores tinglyste
vedtægter (hvilket er lov, her i Taastrup Have), at hvis man ønsker at leje sin lejlighed ud, skal bestyrelsen godkende en lejekontrakt og udlejningen må højst vare 2 år, med mulighed for forlængelse – med ny lejekontrakt. Dette skal overholdes, både for ejerne skyld og for at vores administration ved, hvem der bor i de enkelte lejligheder. Hvis der ikke er en tidsbegrænsning i kontrakten, kan ejerne i yderste konsekvens ikke tvinge lejerne ud af lejligheden. Jeg har talt med flere ejere, der er blevet fornærmet over kravet, og som så ikke sender en kontrakt til godkendelse – hvilket er uhensigtsmæssigt. Jeg har også modtaget kontrakter som ikke var underskrevet, dem har jeg selvfølgelig sendt retur, med besked om de manglende underskrifter. Nogle af disse kontrakter har jeg så aldrig set siden.

Det er vel et rimeligt krav, at beboerne sørger for, at administrator og bestyrelse ved hvem der bor i de udlejede lejligheder – og hvor længe.

I sensommeren 2023 blev vores 3 gamle varmevekslere i fyrkælderen, skiftet til 3 nye. De gamle var fra omkring 1990, og der kunne ikke skaffes reservedele mere – så de blev skiftet. Det blev en omkostning på 330.000 kr., de nye varmevekslere skulle også gerne hjælpe returtemperaturen ned.

Se på billedet hvor stor udvikling der også har været på dette område, de grå ”kasser” til venstre, er dem fra 1990 og de blå til højre er fra 2023 – vores VVS’er påstår at de nye er bedre end de gamle.

Inspektøren og bestyrelsen kæmper stadig en gæv kamp, for at få returtemperaturen ned. Vi er på vej, men der er stadig et lille stykke til vi klapper i vores hænder.

Bebyggelsen har et festlokale med køkken, hvor der er service, gryder, potter, fade m.m. så der kan dækkes op til 36 couverter (suppe + fisk + steg + dessert) til dine fester.

Dette festlokale kan beboerne leje, prisen er 550 kr. pr døgn mandag til torsdag og 1.300 kr. pr. week-end fredag til søndag.

Send en mail (www.eftaastruphave@gmail.com) eller en SMS (22 43 98 23) til inspektøren.

Opgiv dato for festen, mobilnummer og din adresse. Ved bestilling / reservation af lokalet skal der betales et depositum på 500 kr.

Et lille suk: Husk at opgangene i Taastrup Have er offentligt område, det medfører bl.a. at der ikke må ryges i opgangene – det har de kloge mennesker besluttet inde på Christiansborg.

Det samme gælder naturligvis i vores kældere, cykel- tørre- og vaskekældere.

Dersom I hører til de mennesker der ryger på altanen – så er vores græsplæner ikke et askebæger.

Til eftertanke koster en liter vand fra hanen kun 0,05 kr.

Hvorimod en liter vand der er kørt op igennem Europa på tankvogn eller i fine flasker koster op imod 25 kr.

Vi har en flaske med dejlig frisk (og billig) hane vand i køleskabet – dejligt og fra Høje Taastrup Kommunes forsyning og 500 gange så billigt.

Vi, vores pengepung og miljøet er glad for hane-vand.

Dette er hvad der er samlet af batterier i Taastrup Have, på 2 måneder.

En stor ros til alle i Taastrup Have, jeg er sikker på at der ikke er mange batterier som er kommet i forkerte containere. Alle vores brugte batterier er kommet i de grønne rør.

Jeg har bedt Karsten Frederiksen tælle dem – han havde ikke lyst. Men han syntes også det var en stor opmuntring for miljøet.

Flot gået Taastrup Have – bliv ved.

På generalforsamlingen den 26. april 2023, var der flere beboere som fortalte at der havde været P-vagter i Taastrup Have, og at der blev uddelt 4 – 5 P-afgifter. P-vagterne har været her siden, og i slutningen af januar, var der en beboer som måtte betale 850 kr. i P-afgift.

Vores 3 fælleslån kan kun indfris pr. 1. januar eller pr. 1. juli.

Hvis man ønsker at indfri lånet, skal dette meddeles vores administration, senest den 10. i måneden før (altså den 10. juni eller den 10. december).

Beskeden skal være skriftlig og skal være indleveret til advokatfirmaet Ternstrøm, Hovedgaden 423, 2640 Hedehusene eller være sendt til advokat Steen Ternstrøm på e-mail: steen@ternstrom.dk

Det koster 1.000 kr. at indfri et lån – det er Danske Bank der forlanger de 1.000 kr. for indfrielsen.


Vandmålere – har vi 1.000 af i Taastrup Have, loven siger at de skal skiftes hvert 9. år, da der i målerne er der et lille batteri, som kun holder disse 9 år, så derfor skulle de alle skiftes omkring den 1. december 2023.

Ifølge aftale med Brunata, var der 2 besøg incl. I prisen, dvs. hvis der ikke blev åbnet 1. gang eller Brunata ikke kunne komme til målerne (på grund af indbygning), fik beboerne endnu en chance. Dette 2. besøg var så den 18. december 2023. Efter dette 2. besøg, var der 58 lejligheder som ikke havde fået skiftet – de fleste af disse kom så til at betale for genbesøg mandag den 5. februar 2024. Efter dette besøg var der 4 lejligheder der ikke har fået skiftet. Disse 4 lejligheder kommer efterfølgende til at betale vand, på skønsmæssig beregning (det siger vores vedtægter), og det vil så igen sige, at de kommer til at betale vand ”efter sidste afsluttede regnskab + 25 %”. Det kommer de til, indtil de selv har fået skiftet målerne (af en autoriseret VVS’er), og de selv har kontaktet Brunata for at få målerne kalibreret – begge dele bliver dyrt. Det for meget betalte vand, kan ej heller tilbagebetales – for ejerne havde jo ikke nogen måler man kan se forbruget på. Så alt i alt en pæn stor regning.

Når man læser det forrige, syntes det at være en hård ”straf” for ikke at lukke op. Der er også et par ejere der har beklaget sig. Men der er blevet varslet, og ”husket på” meget mere end loven forlanger. Bestyrelsen håbede at forløbet ville gå glat – hvilke det også i det store og hele har gjort. 296 lejligheder gjorde som de blev bedt om.

Der har siden 8. maj 2023 været ugentligt opslag på Facebook, om udskiftningen i slutningen af november. Det har stået på vores hjemmeside, fra vi fik datoerne og tidspunkter for Brunatas besøg. Der har været varsle på opslagstavlen ved indgangen til opgangen. Brunata har sendt brev til alle beboerne via PostNord, så der har været brev med data og klokkeslæt i alle postkasser. Et par dage før besøg af Brunata, har der været ”husker” på hoveddøren. De 58 har fået besked ind ad hoveddøren fra advokaten såvel fra ejerforeningen om besøget den 5. februar 2024 og om hvad skønsmæssigt regnskab vil sige. Brunata har sendt endnu et brev via PostNord – med dato og klokkeslæt.

Jeg har sikkert glemt et par varsler, men – der er ikke nogen der skal komme og sige at der ikke er blevet varslet. Jeg vil påstå at der er blevet varslet, langt mere en der burde – men vi havde et håb om at alle 354 lejligheder var i orden før jul 2023.

Personlig som formand, syntes jeg det er for dårligt at 17 af lejlighederne ikke åbnede, eller 41 andre lejligheder ikke havde sikret adgang til målerne, ved Brunatas 1. besøg. De fleste at alle disse lejligheder kommer efterfølgende til at betale for besøgene og nogle få lejligheder kommer til at betale mange penge, for efterfølgende at få skiftet målerne.

Den 11. april 2019 blev den sidste tagplade lagt på vores nye tage. Derfor skal der være 5-års syn her i april måned 2024.

PNP-byg har haft nogle udfordringer med inddækningen af diverse taghætter. De – PNP-byg – har været i Taastrup Have i flere omgange og tætnet eller lavet om. Vores ingeniør fra Danakon, har været med, og godkendt de forskellige tiltag.

Efter de sidste 3 kraftige regn- og blæsevejr, har vi ikke haft vandskader, så det ser ud til at PNP-byg har fået styr på det.

I forbindelse med 5-års synet, vil alle tage blive gennemgået, såvel af PNP-byg, men også Danakon samt Karsten og Bjarne. Så hvis der er flere fejl, vil de blive fundet og rettet.

Herefter skulle vi gerne have gode tage, de næste 30 år.

Vores returtemperatur er faldet, men vi kom desværre til at betale 88.000 kr. + moms, i straf til Høje Taastrup Fjernvarmeværk, for året 2023.

Inspektøren og vores varmingeniør, mener at anlægget er indstillet rigtigt, og at det ”kører” som det skal.

Problemerne er nok, at beboerne ikke har åbent for alle termostater, så der ikke er gennemløb. Hvis alle termostater stod en lille smule åben, så ville vi antagelig slippe for at betale for, for høj returtemperatur.

I 2008 fik vi renoveret legepladsen. Den blev renoveret til den sikre og godkendte legeplads, der stadig ligger mellem blok H og blok G.

Dog skulle legehuset fornys. Det gamle (fra 2008) er blevet revet ned, og tømrer-Bo har bygger et nyt og fint legehus, i sommeren 2023.

Forhåbentligt til glæde for alle, men nok især de små her i Taastrup Have.

Igen i år vil jeg gerne takke Karsten og Bjarne for det flotte og store stykke arbejde, de præsterer her i Taastrup Have. I holder det flot, og så er I også rigtig hyggelige at være sammen med.

Bestyrelsesmedlemmerne, inspektør og advokat skal også have en tak for den gode ånd vores mange møder bliver holdt i. På trods af at arbejdet er vokset meget de sidste år, er det altid dejligt at komme til møderne, da der ud over tørre tal også er mange smil.